Dan Turèll på Kriminalmuseet

Pressemeddelelse

Da en del af forfatteren Dan Turèlls efterladte ejendele af familien blev sat til salg hos Bruun Rasmussen Kunstauktioner i december 2003, blev der inden auktionen fjernet to klumper hash på i alt 11 gram.

Selv om hashen var 10 år gammel, kunne det ikke udelukkes, at den stadig kunne have en vis euforiserende effekt. Og for ikke at komme i den situation, at folk, der efterfølgende blev fundet i besiddelse af små mængder hash, kunne sige, at det var købt lovligt hos Bruun Rasmussen Kunstauktioner, blev de to klumper hash fjernet af Københavns Politis Narkotikaafdeling - uden dramatik og i fuld forståelse med auktionshuset.

De to klumper er efter aftale med Narkotikaafdelingen og Chili Turèll overdraget til museet, hvor de 11 gram nu kan ses.

Dan Turèll havde aldrig lagt skjul på sit brug af forskellige former for stimulerende midler. Med hans humor og ironiske distance til livets mangfoldighed er der ingen tvivl om, at 'Onkel Danny' ligger i sin grav på Assistenskirkegården ikke langt fra museet og klukker over at være kommet på Kriminalmuseet.

Her og nu Til forsiden Tilbage til siden Her &  Nu