Uopklaret

Nogle sager bliver aldrig opklaret. De stiller flere spørgsmål end svar. Dette skaber stor frustration, utryghed og afmagt - både hos de efterladte, ved politiet og i vores samfund generelt. Hvem var gerningsmanden, hvad var motivet, hvorfor kan sagen ikke opklares? Vi ønsker svar, men får dem ikke.

I Politimuseets nye særudstilling Uopklaret får besøgende nu muligheden for at se nærmere på nogle af danmarkshistoriens mest skelsættende uopklarede sager. Via genstande, der aldrig før er vist, kan man dykke ned i en række vidt forskellige uopklarede sager og cold-cases fra de sidste hundrede år. Udstillingen forsøger ikke at komme med svar, men giver ved hjælp af sagerne et unikt og anderledes indblik i politiets udvikling og samfundshistorien, ved bl.a. at sætte fokus på efterforskning, kriminalteknik, konspirationsteorier og mediers rolle op gennem det 20. århundrede.

Udstillingen åbnes onsdag d. 8. juni 2016 kl. 14.00 af rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg.